Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Nyt brugerportalinitiativ til den digitale folkeskole

Kommunerne og staten kommer nu med en konkret løsning for, hvordan et fælles brugerportalinitiativ kan understøtte fremtidens digitale folkeskole.

Et nyt initiativ skal give alle elever, forældre, lærere og skoleledere en samlet digital adgang til lokale it-systemer.

Det betyder, at elever kan arbejde digitalt med deres faglige aktiviteter, har mulighed for at kommunikere med deres lærere og dele materiale med gruppekammerater. Samme sted har eleven adgang til læringsforløb, mål og opgaver. På samme måde kan forældre få overblik over elevens skoledag, understøtte eleven i læringsprocesserne og følge elevens faglige og trivselsmæssige udvikling, bl.a. gennem elevplanen. Derudover kan lærere digitalt arbejde med at tilrettelægge, gennemføre og følge op på læringsforløb med udgangspunkt i Fælles Mål, videndele med deres kollegaer og kommunikere med elever og forældre om faglig progression og trivsel.

Det digitale initiativ træder i kraft fra skoleåret 2016/17 og er resultatet af det fælles brugerportalinitiativ, som kommunerne og staten tidligere har aftalt. En analyse foretaget af Rambøll Management Consulting og Implement Consulting Group, som er afsluttet i efteråret 2014, tegner et billede af, hvordan det fælles brugerportalinitiativ kan understøtte fremtidens digitale folkeskole. På baggrund af analysen er der nu indgået aftale mellem staten og kommunerne om en konkret løsning for initiativet.

Erfaringer viser nemlig, at digitale læremidler kan øge motivationen blandt eleverne, give lærerne bedre muligheder for at differentiere undervisningen, så alle elever bliver udfordret samt frigøre tid til mere undervisning. Og selvom der findes en masse gode erfaringer med at anvende it i folkeskolen, og at vi på mange områder i Danmark er langt i forhold til digitalisering på folkeskoleområdet, så kan der sættes yderligere fart på digitalisering af folkeskolen gennem en fælles indsats.

Initiativet gennemføres ved, at den enkelte kommune anskaffer digitale løsninger til at understøtte kommunikation og samarbejde mellem skolen og forældrene samt læring og trivsel i folkeskolen. Nogle kommuner har i dag allerede digitale løsninger, som indfrier nogle af målene med initiativet.

For at sikre nem og sikker adgang til skolens digitale løsninger, udveksling af data mellem it-systemer og sikre god konkurrence på it-markedet for it-løsninger til folkeskolen, etablerer staten og KL fælles en it-infrastruktur og udvikler fællesoffentlige standarder.

Alle kommuner skal ved starten af skoleåret 2016/2017 have påbegyndt en udbredelse af it-løsningerne, som digitalt understøtter kommunikation, læring og trivsel, og sikret udbredelse til alle skoler ved udgangen af 2017. Initiativet understøtter ligeledes, at der kan etableres en samlet adgang til kommunikation for forældrene på tværs af dagtilbuds- og folkeskoleområdet, idet kommunerne får mulighed for at koble dagtilbudsområdet på kommunikationsløsningerne.