Hop til indhold

 

En moderne it-styrelse

I STIL er vi omkring 400 medarbejdere i København og Aarhus. Medarbejdernes faglige baggrunde spænder fra it og data til fx kommunikation, undervisning, økonomi og forvaltning. Hvis du ønsker at vide mere om, hvilke medarbejderprofiler vi har i STIL, kan du møde nogle af vores medarbejdere her.

Vi er en moderne it- og datastyrelse, der arbejder efter den agile arbejdsform. Du kan læse mere om, hvordan vi arbejder agilt her.

Hvad vi kan tilbyde som arbejdsplads

STILs vision om at være bedst i staten til at skabe værdi gennem it, digitalisering og data understøttes blandt andet gennem løbende rekruttering af medarbejdere med de rette kompetencer og udvikling af vores nuværende medarbejdere. Som ansat i STIL har du i høj grad mulighed for at videreudvikle dig gennem kompetenceudviklingsaktiviteter, jobrotation, interne netværk mv. Vi gør en dyd ud af at have et tæt samarbejde med både vores departement, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og børne- og undervisningssektoren.

Medarbejdere såvel som chefer og direktion sidder i åbne, lyse storrumskontorer med mulighed for at benytte styrelsens samarbejdsområder og mødelokaler.

Der er mulighed for at lave aftaler om op til fem hjemmearbejdsdage fordelt på to uger, hvis det er dét, der giver bedst mening i arbejdssituationen. Hjemmearbejdsdagene er koordineret i teamet, så du får set dine kolleger, de dage, du er fysisk til stede. Vi ønsker en god balance mellem arbejds- og privatliv, dvs. en fleksibel hverdag til fordel for både styrelsen og dig.

I Børne- og Undervisningsministeriet og i STIL har vi også personaleforeninger og en kunstforening, ligesom vi deltager i DHL-stafet og tæl-skridt-kampagner. Medarbejderne arrangerer desuden selv fredagsbarer, vinklub, strikkeklub, brætspilscafeer og meget andet.

Vores bygninger i København og Aarhus

I Aarhus ligger STIL på Lyseng Allé i den tidligere Amtsgård, der ligger i Højbjerg tæt på skov og strand. Vi flyttede ind i 2019 i nyrenoverede og moderne omgivelser, hvor bygningen deles med bl.a. Erhvervsstyrelsen og Familieretshuset. Til bygningen hører bl.a. også et motionsrum, cykelkælder og masser af parkeringspladser.

I København ligger STIL på Teglholmsgade tæt på vandet og med udsigt til den nye del af Sydhavnen. Vi har siden foråret 2023 delt bygninger med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Vi har bl.a., en massageordning, et caféområde og en god kantineordning, som vi deler med TDC samt gode parkeringsforhold.

Sidst opdateret: 25. marts 2024