Victor er systemadministrator i Styrelsen for It og Læring. Han sidder i Kontor for Applikationsdrift, hvor han har til opgave at sikre stabil og sikker drift af alle Børne- og Undervisningsministeriets it-systemer, for eksempel Uddannelsesguiden og Optagelse.dk. Sammen med sine kollegaer har Viktor en bred pallette af arbejdsopgaver, som også indebærer udvikling og understøttelse af interne it-projekter samt intern teknisk support og rådgivning.
”I mit kontor er vi samarbejdspartnere med alle de andre kontorer i Styrelsen for It og Læring, som arbejder med it-systemerne på Børne- og Undervisningsområdet. Vi har altså mange samarbejdsflader rundt om i huset" fortæller Victor, der har været ansat i Styrelsen for It og Læring siden 2020.
Victor har tidligere været praktikant i et andet kontor i Styrelsen for It og Læring. Da han blev færdiguddannet som datamatiker, søgte han sin nuværende stilling:
Jeg blev ansat i styrelsen som nyuddannet og fik hurtigt ansvar og mulighed for at påvirke opgaveløsningen. Der er en stærk faglig ledelse og et stort fokus på mine udviklingsmuligheder.
- Victor Ott Anthony
”Jeg blev ansat i styrelsen som nyuddannet og fik hurtigt ansvar og mulighed for at påvirke opgaveløsningen. Der er en stærk faglig ledelse og et stort fokus på mine udviklingsmuligheder. Som nyuddannet vil man gerne ud og prøve sig selv af. Det synes jeg i høj grad, at man kan hos Styrelsen for It og Læring".
For Victor er de personlige relationer han har med andre teams vigtig. Det skaber arbejdsglæde, at der er en fælles interesse for, at opgaven lykkedes og gennemføres korrekt første gang.
"Vi har en høj faglighed i mit team. Vi er meget optagede af kvalitetssikring, og vi forsøger at udfordre hinanden. Der er en god holdånd, og vi deles om ansvaret. Det gør det sjovt at gå på arbejde”.
Om Kontor for Applikationsdrift
I Kontor for Applikationsdrift er vi ansvarlige for at sikre stabil og sikker drift af alle ministeriets it-systemer. Herudover har vi en lang række tværgående opgaver i forhold til automatisering, sikkerhed og teknologivalg.