Hop til indhold

Min Kompetencemappe

Min kompetencemappe er et digitalt værktøj, der henvender sig til job- og uddannelsessøgende, som vil have et overblik over deres formelle og uformelle kompetencer.

Hvordan og hvornår kan du bruge værktøjet?

  • Realkompetencevurdering: Værktøjet kan blandt andet bruges som led i en realkompetencevurdering i voksen- og efteruddannelsessystemet, hvor brugeren har mulighed for at få et uddannelsesbevis for det, hun eller han har lært tidligere via job og fritid.
  • Dialogværktøj: Personer, der skal deltage i en realkompetencevurdering, kan vælge at dele indholdet af kompetencemappen med en medarbejder på skolen digitalt. Derved kommer kompetencemappen til at fungere som et dialogværktøj.
  • Jobsøgning: Min Kompetencemappe kan også bruges i forbindelse med jobsøgning eller som forberedelse til en jobsamtale. Værktøjet guider brugeren igennem en række spørgsmål for derigennem at afdække faglige, professionelle, personlige og sociale kompetencer.

Værktøjet kan trække oplysninger om gymnasiale uddannelser og AMU-kurser automatisk, så brugeren ikke skal ud og lede efter dokumentation for at udfylde den del af kompetencemappen.

Ønsker man at oprette en kompetencemappe skal man være opmærksom på at adgang sker med MitId.

Læs mere om Min Kompetencemappe

Individuel Kompetencevurdering

Minkompetencemappe.dk

UddannelsesGuiden (ug.dk)

 

Mine Realkompetencer

Mine Realkompetencer er et digitalt værktøj, som henvender sig til borgere, der er 25 år eller ældre, og som overvejer en erhvervsuddannelse for voksne (euv). Værktøjet hjælper med at undersøge, hvor meget en uddannelse kan afkortes på baggrund af nuværende erhvervserfaringer.

Hvordan og hvornår kan du bruge værktøjet?

  • Afdækning af erfaring: Værktøjet guider brugeren igennem en række spørgsmål, som skal afdække brugerens erhvervs- og uddannelseserfaringer. Ud fra brugerens svar, beregner værktøjet hvor meget den valgte uddannelse kan afkortes.
  • Vejledende afdækning: Værktøjets beregning er kun vejledende. Det er den erhvervsskole, som brugeren søger ind på, der foretager den endelige realkompetencevurdering. 
  • Som udgangspunkt for dialog: Beregningen på Mine Realkompetencer kan gemmes som pdf-fil, som brugeren med fordel kan tage med til skolen, når brugeren skal have gennemført sin endelige realkompetencevurdering.
  • Med og uden login: Mine Realkompetencer kan bruges både med og uden login. Hvis brugeren logger ind, vil værktøjet automatisk kunne trække oplysninger om brugerens afsluttede uddannelser, fx gymnasiale uddannelser og AMU-kurser, så brugeren ikke selv behøver at udfylde den del.

Styring og udvikling af Mine Realkompetencer

Styrelsen for it og Læring drifter og vedligeholder Mine Realkompetencer. Værktøjet er udviklet i forbindelse med erhvervsuddannelsesreformen fra 2015, hvor Efteruddannelser for voksne (euv) blev indført.

 

Sidst opdateret: 5. april 2024