Hop til indhold

Fra august 2017 træder en ny gymnasiereform i kraft. Et mål med reformen er, at de gymnasiale uddannelser skal ruste eleverne langt bedre til fremtidens digitale samfund, hvor hurtig teknologisk udvikling ses som et grundvilkår. Reformen indeholder en række initiativer til at styrke gymnasiernes anvendelse af it og digitale læringsressourcer i undervisningen.

Et af initiativerne er en erfaringsopsamling fra gymnasier, der i dag anvender it innovativt og succesfuldt. Første del af dette initiativ er gennemført af EVA. Resultaterne skal anvendes i efterårets Skole udviklingsprojekter (SIP), der har fokus på digital skolekultur.

Anden del af projektet er et demonstrationsskoleprojekt (DiDaK), hvor fem gymnasier i et brugerinddragende projekt skal arbejde med de nye digitale kompetencer, der skal indføres med de reviderede læreplaner. Gymnasierne skal arbejde med elevernes, ledernes og lærernes kompetencer, men der skal også fokuseres på at kortlægges den nødvendige kapacitet der skal til, for at lykkes med at få fokuseret på de nye digitale kompetencer.

Læs mere om projektopslaget

”Projektet løber over to år, hvor det er de samme lærere og ledere, der deltager i de planlagte workshops, visionsdage og interventionsarbejder. Det betyder, at både lærere og ledere har tid til at gennemføre interventioner i egen praksis, reflektere over dem, justere dem og afprøve igen. Alt sammen med det primære formål for øje: At understøtte reformens fokus på faglighed, kundskaber og almendannelse og bidrage til, at elevernes faglige resultater styrkes. DiDaK-projektet har på den måde fokus på den kommende gymnasiereform og opbygning af elevernes digitale kompetencer i henhold til de mål, der er opstillet i læreplanerne”, siger Mette Brinch Thomsen, projektleder på DiDak-projektet.

Kortlægning af gymnasiernes it-anvendelse

Som forberedelse til igangsættelsen af reformens digitale initiativer har Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) gennemført en kortlægning af gymnasiernes anvendelse af it, data og læringsressourcer.

Læs resultaterne af kortlægningen (pdf)