Virksomheder med meget få medarbejdere får nu deres egen, nemmere måde at bruge Efteruddannelse.dk. En ny, nem adgangsvej giver på én side virksomhederne et hurtigt overblik over tilmeldingerne af kursister og status på ansøgninger om godtgørelse. På denne side kan man tilmelde en enkelt kursist ad gangen. Samtidig bevares den nuværende adgangsvej, der er praktisk for store virksomheder, der tilmelder mange kursister og bruger portalen tit, og som derfor har brug for andre faciliteter som tilmelding af flere kursister på én gang.

Efteruddannelse.dk bruges til den digitale administration af Voksen- og Efteruddannelserne (VEU). Her kan virksomheder tilmelde kursister og søge om den godtgørelse, som virksomhederne får, når de sender en medarbejder på kursus. Det er obligatorisk for virksomhederne at bruge portalen.

En brugerundersøgelse i 2014 viste, at det tit var svært for de mindre virksomheder med få ansatte og for enkeltmandsvirksomheder at bruge Efteruddannelse.dk. Når der går lang tid mellem at man tilmelder medarbejdere til kurser, er det svært at huske, hvordan man skal bruge portalen. Derfor har mottoet for nyudviklingen været ”Det skal være slut med, at virksomheder opgiver at søge VEU-godtgørelse, fordi de synes, det er for svært.”