Regeringen mener, at det er vigtigt at sætte mål for eleverne i undervisningen. Som elev har man gavn af, at det er tydeligt, hvad der forventes af en rent fagligt. Men desværre er der trods gode politiske intentioner med folkeskolereformens nye Fælles Mål opstået for mange bindende mål og for høj kompleksitet – frem for den ønskede forenkling. Det flytter fokus væk fra formålet, som er at skabe god og lærerig undervisning lokalt. Det er hverken lærere eller elever tjent med.
Det er godt at sætte faglige mål. Men det har aldrig været meningen, at Fælles Mål skulle blive en checkliste, der gjorde undervisningen mekanisk.
- Merete Riisager
”Det er godt at sætte faglige mål. Men det har aldrig været meningen, at Fælles Mål skulle blive en checkliste, der gjorde undervisningen mekanisk. Vi har dygtige lærere, der leverer levende undervisning. Det er afgørende,” siger undervisningsminister Merete Riisager.
Regeringen ønsker at gøre det tydeligere for skolerne, at der er mål, der er vigtigere end andre. Samtidig ønsker regeringen at give mere lokal frihed ved at løsne på bindingerne, så det fremover bliver frivilligt, om kommunerne ønsker at arbejde med de 3.170 centralt fastsatte færdigheds- og vidensmål, eller om de i stedet ønsker at fastsætte egne mål for elevernes læring med udgangspunkt i de bindende færdigheds- og vidensområder. De 215 overordnede kompetencemål for, hvad eleverne skal kunne, fastholdes som bindende. Der vil fortsat være krav om høj faglig kvalitet og sammenhæng.
Folkeskolen har mere end 3000 bindende mål for, hvad eleverne skal lære. De består fra børnehaveklasse til 9. klasse af 215 overordnede kompetencemål for, hvad eleverne skal kunne på forskellige tidspunkter i løbet af skolen. For hvert kompetencemål er angivet en række færdigheds- og vidensområder (866 i alt), som i overskriftsform angiver afgørende elementer inden for kompetencemålene. For hvert færdigheds- og vidensområde er angivet en række færdigheds- og vidensmål, som beskriver de færdigheder og den viden, eleverne skal tilegne sig frem mod kompetencemålet.
Folkeskoleforligskredsen mødes i dag, torsdag den 11. maj 2017, hvor blandt andet Fælles Mål er på dagsordenen.