Hop til indhold

Fra torsdag den 16. december bliver alle elever fra 5. klasse og op fjernundervist, med mindre de er omfattet af undtagelser og derfor fortsat skal møde fysisk op på skoler og uddannelsesinstitutioner. Det vil i perioder betyde ekstraordinær belastning af Unilogin, som elever og lærere benytter for at logge ind til relevant undervisningsmateriale og undervisningsplatforme.

Som følge af udvidelsen af COVID-19-tiltag i 69 kommuner til alle landets kommuner har Unilogin forberedt sig på den ekstraordinære store belastning. Erfaringer fra mandag den 14. december, hvor tiltagene blev udvidet fra 38 til 69 kommuner, viste nemlig, at stort set alle elever sad klar fra morgenstunden til at logge på. Det førte til et nedbrud, som desværre betød ventetid for mange. Derfor har Styrelsen for It og Læring siden lukket brugere ind i hold for at forebygge alt for stor belastning på en gang. Tirsdag og onsdag morgen har elever derfor ikke oplevet samme problemer.

Hvis man oplever problemer med at logge på Unilogin, lyder anbefalingen fra Styrelsen for It og Læring derfor, at man venter fem minutter og forsøger igen. 

Følg med i eventuelle driftsforstyrrelser på Unilogin (driftsinfo.uni-c.dk).

Hvad er Unilogin?

Unilogin er et webbaseret digitalt id for elever, forældre, og medarbejdere på skoler og uddannelsesinstitutioner. Unilogin giver adgang til nationale tjenester og en lang række pædagogiske services for eksempel online læremidler.