Læs1. dk er et nyt digitalt værktøj til den obligatoriske screening for læsevanskeligheder i 1. klasse og giver skolerne en systematisk og ensartet vurdering af elever på tværs af landet.
Værktøjet er en del af aftalen om et fremtidigt evaluerings- og bedømmelsessystem, som blev indgået af et bredt flertal i Folketinget i oktober 2021.
Faglig støtte så tidligt som muligt
Det nye digitale værktøj skal fra skoleåret 2025/2026 give skolerne et bedre grundlag for at identificere elever med læsevanskeligheder, så eleverne kan få den nødvendige faglige støtte så tidligt i deres skolegang som muligt. Det skal bl.a. identificere de elever, der har behov for at gennemføre ”Risikotest for ordblindhed”.
Desuden vil data over tid bidrage med solid viden om 1.-klasseelevers læsefærdigheder og udfordringer.
En forlængelse af sprogvurdering.dk for børnehaveklasser
Læs1.dk er opbygget på en måde, så eleverne genkender elementer fra sprogvurdering i børnehaveklassen, som foregår via det digitale værktøj sprogvurdering.dk, der bliver brugt til den obligatoriske sprogvurdering i børnehaveklassen.
Brugerne har været inddraget
Læs1.dk er blevet til på baggrund af et samarbejde mellem Styrelsen for It og Læring og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. En faglig arbejdsgruppe bestående af forskere og fagpersoner har været med til at udvikle indholdet til screeningen.
Styrelsen for IT og Læring har under udviklingen af læs1.dk foretaget flere brugertestes, og det har været igennem to større afprøvninger med sammenlagt ca. 2000 elever på skolerne.
Forud for lanceringen af læs1.dk har dansklærere, læsevejledere, ordblindelærere og kommuner været inviteret til webinar for at få et indblik i, hvordan det digitale værktøj fungerer.