Læserbrev: Mere end hver fjerde af de ældste elever i folkeskolen oplever, at skolen ikke giver dem lyst til at lære mere. Mange er skoletrætte. Trætte af bøger. Trætte af at sidde stille. De keder sig, og de forstår ikke, hvorfor de skal lære om det periodiske system og engelske udsagnsord. Det bekymrer mig. Når meningen med skolen forsvinder for eleverne, har skolen ikke gjort det godt nok. Ambitionen må være, at skolen skal kunne begejstre både elever og forældre og være i stand til at begrunde sig selv.
En af metoderne til at forklare eleverne værdien af skolens fag, er at skabe en tættere sammenhæng mellem teori og praksis. Både kemi og tysk kan faktisk bruges til noget i den virkelige verden. Men det kræver, at skolen anstrenger sig for at formidle denne sammenhæng og at både læreplaner, faglokaler og eksamensformer danner grundlag for, at elevernes teoretiske indsigt og praktiske færdigheder understøtter hinanden.
Denne tydelige sammenhæng mellem teori og praksis er vigtig for alle, men særligt nødvendig for de elever, der kommer fra et hjem uden en stærk akademisk tradition. Det vil både understøtte folkeskolens formål, øge elevernes motivation og sikre en bredere dannelse, end tilfældet er i dag.
Derfor arbejder regeringen for en folkeskole, hvor vi husker, at vores hoved sidder på en krop. At vi lærer både med hoved og hænder. Og at ikke alt kan formidles til vores børn alene med bogstaver og tal. Det må prøves, øves og læres i praksis. Med en guitar, en pensel, en hammer, et piskeris.
Et eksempel: Musikfaget er vigtigt. Man skal vide noget om musikhistorien og toneskalaer. Men man skal også kunne noget. F.eks. holde rytmen på stortrommen. Instrumentet står ikke i modsætning til teorien, men er hinandens forudsætninger. Det gælder også i engelsk, dansk, madkundskab og i folkeskolens øvrige fag. Teori og praksis er to sider af samme sag. Når vi taber interessen for det praktiske, mister vi også forståelse for det teoretiske i faget - og omvendt.
Vi har efter min mening haft et alt for snævert akademisk dannelsesideal i Danmark. Jeg tror, det skyldes en fejlagtig opfattelse af Danmarks rolle i den globale arbejdsdeling. Forestillingen var, at vi skulle være et skrivebordssamfund, hvor man ikke behøvede at arbejde med maskiner, materialer eller mennesker. Det har skabt en skoleudvikling, hvor elever på de dårlige dage reduceres til kontormus, der sidder stille og læser og taster på computeren hele dagen. Vores børn fortjener bedre. De skal opdrages som hele mennesker, der får hele vores kulturhistorie videreleveret. Både matematik, naturfag, sprog, musik, håndværk, og alt det andet, vi har skrabet til bunke gennem årene i vores kulturkreds og i vores land. Det er det fælles grundlag, der binder vores demokrati sammen – og det er særligt vigtigt i en tid med splittelse og fake news.
Jeg tror, at vi skal lade os inspirere af Norges arbejde med en fornyelse af deres læreplaner. Formålet har været at slanke og forny fagene, så der blev gjort plads til mere dybdelæring. Og til at få mere praktisk undervisning ind i fagene. Der skal være tid til at besøge en virksomhed. At bygge og forme. At læse en bog af en kendt forfatter. At tage ud i naturen.
Det kræver, at vi har tillid til, at skolerne selv kan tilrettelægge undervisningen og udvælge det undervisningsmateriale, der giver mening for den enkelte klasse. Vi bliver nødt til at erstatte nogle af alle de flere tusinde detaljerede mål, som i dag er beskrevet i læreplanerne og som hverken lærere, forældre eller elever har rigtig ejerskab til. Hvis hverken lærerne eller eleverne kan se den dybere mening med det, der undervises i, stiger risikoen for, at det kommer ind ad det ene øre og ud af det andet. Måske er det ikke så underligt, at en fjerdedel af de ældste elever keder sig? Derfor ønsker regeringen en diskussion af læreplanerne. Ikke for at brænde alt ned og starte forfra. Men for at sikre sammenhængen mellem at vide og at kunne og dermed skabe mening med skoledagen. Og for at sikre, at lærerne har albuerum til mere alsidig planlægning af undervisningen, der passer bedre til den enkelte klasse.